Spring til hovedindhold
 

Bilsalget i Skandinavien – juni 2024

Juni er traditionelt en af de største bilsalgsmåneder i Skandinavien, og sådan blev det også i 2024 for både Norge og Danmarks vedkommende med en fremgang på henholdsvis små 13 % og 7 %. Det svenske marked har det fortsat svært, og de måtte se sit personbilssalg gå knap 10 % tilbage i forhold til juni sidste år.

Mens juni gjorde åtd-tallene lidt mere appetitlige at se på i både Danmark og Norge, så var det som bekendt en lidt anden historie i Sverige.

Med 86.330 nyregistrerede personbiler i 2024 lander Danmark samlet med et lille plus på 2,39 %, mens Norge og Sverige står tilbage med negativ registreringsvækst på henholdsvis -7,94 % og -5,74 %.

Elbilerne dominerer toplisterne… men går det den rigtige vej?

Kaster vi et blik på top 10-listerne, er det tydeligt, hvor markant elbilerne har fat i alle tre lande, men dykker vi ned i dataene, er ikke alle indsigterne lige grønne.

Faktisk er det kun i Danmark, at andelen af nyregistrerede elbiler er højere i juni i år, end den var sidste år. Her er andelen steget 46 % sammenlignet med juni sidste år, og dermed lander den danske elbilandel på knap 51 %.

For Sveriges vedkommende er der tale om en tilbagegang på 6,4 % (til nu 36,8 % af nysalget), og for Norge lyder tilbagegangen på 2,8 % (til nu 80 % af nyregistreringerne).

Ser vi nærmere på antallet af solgte elbiler i hele 2024, er det faktisk kun Danmark, der har noget at skrive hjem om. Her har man til gengæld oplevet en antalsmæssig stigning på små 49 %, mens Sverige og Norge har tilbagegang på henholdsvis 20 % og 6 %.

Hvad med de tunge køretøjer?

Hvad angår varebilerne, er det nærmest status quo for alle tre lande i forhold til juni 2023. Hvor de danske nyregistreringer af steget med små 4 %, Norge små 3 % og Sverige har haft en tilbagegang på knap 3 %, er vi ikke langt fra niveauet i juni 2023.

Hvad der derimod er iøjnefaldende, er de danske lastbilregistreringer. Mens Norge med 454 nyregistrede lastbiler oplever en tilbagegang på knap 13 % og Sverige en fremgang på næsten 3 %, så har Danmark haft en vild måned med hele 842 nyregistrerede lastbiler, svarende til en stigning på 79 % sammenlignet med juni sidste år.

Videregivelse af data 

Videregivelse af tal og data fra artiklen må kun finde sted med kildehenvisning til:

Danske data: Bilstatistik.dk

Svenske data: Bilstatistik.se

Norske data: OFV.no