Spring til hovedindhold
 

Bilsalget i Skandinavien – maj 2024

I maj måned var det kun danskerne, der oplevede en fremgang i nybilsalget, mens både Sverige og Norge måtte se nyregistreringerne slå bak. Størst var tilbagegangen i Norge med et fald på 23 %, efter følger Sverige med et fald på 11 %, mens Danmark klarer sig med skindet på næsen og en beskeden stigning på 4 % sammenlignet med maj 2023.  

 

Maj måneds skandinaviske personbilsalg stak i mange retninger. For varebilerne oplevede både Danmark og Norge en fin fremgang på henholdsvis 21 % og 19 %, mens det svenske marked med -9 % også på dette område var ramt af tilbagegang. Fælles for alle tre lande var tilbagegangen for lastbilsegmentet. Det danske salg gik tilbage med 17 %, Sverige med 16 % og Norge med 8 %. 

 

Det går bare én vej i for elbilerne i Danmark og Norge 

Vi er efterhånden vant til, at Norge rydder bordet, når det kommer til elbiler, og maj måned blev da heller ingen undtagelse. Knap 77 % af de norske personbilnyregistreringer var elbiler, og dermed er der fortsat ingen tvivl om, hvem der fører elkapløbet – i Skandinavien og i verden. Men som det har været tilfældet i efterhånden mange måneder, så begynder de danske naboer at røre på sig, og i maj var halvdelen af de nyregistrerede personbiler elektriske, hvilket svarer til en stigning på hele 63 % i forhold til maj sidste år.  

 

… og en helt anden vej i Sverige 

I Sverige er elbil-billedet radikalt anderledes. I maj måned faldt den svenske elbilandel med hele 34 %, og det er ifølge både danske og svenske brancheforeninger med til at pege på, at der fortsat er brug for politisk initiativ for at opretholde et højt elbilsalg. Øyvind Solberg fra norske Opplysningsrådet for veitrafikken siger: 

 

”Gennem flere år har vi set at incitamenter og en opmuntrende afgiftspolitik har været afgørende for at placere Norge i verdenstoppen, hvad angår elektrificeringen af bilparken. Når der ændres i afgiftssystemet og elbilfordelene indskrænkes, kan det afføde store udslag i modsat retning af, hvad politikkerne siger, at de ønsker for bilparken”  

 

Siden det i januar 2024 blev billigere for svenskerne at anskaffe sig diesel- og benzinbiler har de da oplevet en dalende elbilandel og en stigende andel af biler på konventionelt brændstof. I Danmark var det udelukkende elbilerne, der var i fremgang, mens alle øvrige drivkraftformer inklusive pluginhybrid gik mærkbart tilbage.  

 

Forskydning i de foretrukne modeller 

Også top 10-listerne bærer i denne måned præg af forskydningerne i de respektive landes drivkraftpræferencer. I både Danmark og Norge er otte af de ti bedst sælgende modeller rene elbiler. I Sverige er tallet 3 og disse tre modeller, Tesla Model Y, Volvo EX30 og Volkswagen ID.4, går igen på tværs af både Danmarks, Sveriges og Norges top 10.  

 

I Sverige ser vi fortsat stor Volvo-loyalitet, mens det for Danmarks vedkommende er mest iøjnefaldende, at bilerne i top 10 er større og dyrere, end de plejer. Faktisk er der ikke blevet plads til en eneste bil fra hverken lille- eller mikrosegmentet.  

 

Videregivelse af data 

Videregivelse af tal og data fra artiklen må kun finde sted med kildehenvisning til:

Danske data: Bilstatistik.dk

Svenske data: Bilstatistik.se

Norske data: OFV.no