Spring til hovedindhold
 

Bilsalget i Skandinavien – september 2024

September bød på både op- og nedture, hvad angår antallet af nyregistreringer på tværs af de skandinaviske lande. Mens både Norge og Danmark oplevede fremgang for personbilerne, så måtte Sverige se samme tal gå i rødt for sjette måned i træk.

Norge var det land i Skandinavien, der oplevede de mest opløftende registreringstal i september – i hvert fald hvad angår personbilerne.

Med 12.966 nyregistreringer lander det norske salg 25,4 % højere end samme måned sidste år. Herefter følger danskerne med en fremgang på 4,6 %, svarende til samlet 15.565 nyregistreringer. Den svenske udvikling hænger fortsat lidt i bremsen med 25.524 nyregistreringer, svarende til en tilbagegang på 9,6 % i forhold til sidste år. Det bliver dermed sjette måned i træk, at svenskerne må se personbilsalget gå tilbage.

Er Sverige tilbage på det grønne spor? 

Det var ikke kun det svenske personbilsalg, der sled med det i september. Også tallene for varebilerne kunne med en tilbagegang på 42 % have set mere opløftende ud.

”I Sverige fortsætter den negative trend for personbiler, hvor folk stadig er afventende i forhold til rentefald. Vi ser også en stor nedgang i registreringstallene for varebiler, hele 42 procent færre end september sidste år. Forklaringen er igen lavkonjunktur og dårligere købekraft i de brancher, der normalt køber varebiler”, siger Andrée Peters, markedschef hos Bilstatistik.se

Med det sagt, så er der alligevel flere lyspunkter at hæfte sig ved i det svenske septembersalg.

Blandt andet går den tunge transport frem med 52 % flere nyregistrerede lastbiler end september sidste år. Men mest bemærkelsesværdigt er det måske, at elbilandelen når det højeste niveau hidtil i år. Med 45,3 % af nyregistreringerne skal vi helt tilbage til september 2023 for at finde et lignende niveau for personbilerne i Sverige.

Tempoet under den danske omstilling øges

Tendenserne for den danske elbiludvikling fortsætter, som vi har set de sidste mange måneder. For syvende måned i træk øges elbilandelen blandt de nyregistrerede personbiler, og samtidig er det fjerde måned i træk, vi ser elbilandele på over 50 % af nysalget.

Mads Rørvig, administrerende direktør for Mobility Danmark, udtaler:

"Den grønne omstilling kræver fortsat politisk opbakning for at sikre fremdrift i elbilsalget. I Norge har stærke incitamenter gjort elbiler til den klare favorit, mens markedet i Sverige stadig er udfordret efter at have sluppet deres incitamentsstruktur for tidligt. I Danmark ser vi heldigvis en fortsat positiv udvikling, men det er afgørende, at politikerne holder fast i langsigtede løsninger, så vi kan fortsætte den gode og grønne fremgang."

Og det var ikke kun de danske elbilregistreringer, der var grønne i september. Det blev nemlig en måned, hvor danskerne kunne se grønne tal over hele linjen. Varebilerne oplevede således en fremgang på 7 % og lastbilerne en stigning på 13 % sammenlignet med september 2023.

48 nyregistrerede benzinbiler i Norge

Der går formentlig lang tid, før noget andet land i verden nærmer sig Norges dominans, hvad angår elbiler. I september nåede elbilandelen imponerende 96,4 % af de nyregistrerede personbiler, og dermed har de øvrige drivkraftformer det uhyggeligt trængt i de norske registreringstal. 48 benzin- og 135 dieselbiler blev der registreret i Norge i september, mod 12.495 elbiler.

Mens det blev en helt fornuftig måned for personbilsregistreringerne, så slog de norske varebilsregistreringer næsten helt tilsvarende i bakgear. De 25 % personbilerne gik frem, gik varebilerne tilbage i september. Med 537 nyregistrerede lastbiler ender den tunge klasse i et fint plus på 29 % i forhold til september 2023.

Hvad angår de umiddelbart flotte personbilstal, maner direktøren for norske OFV, Øyvind Solberg Thorsen, til besindighed:

"Nu aner vi en vis økonomisk lysning, og det kan lokke flere ind i bilbutikkerne. Men selv om årets septembertal lå langt over 2023, så var antallet af nybilregistreringer sidste år meget lavt sammenlignet med samme måned i de to foregående rekordår."

Hvor mange biler er der solgt i år?

Ser man på årets første ni måneder samlet, må det samlede personbilsniveau betragtes som beskedent. Kun Danmark ender i et lille plus på 1,8 % i forhold til samme periode sidste år, mens Norge oplever en tilbagegang på ca. 4 %, og svenskerne kan se tilbage på året med et salg, der ligger 8 % under samme periode sidste år.

Uanset om man ser til Norge, Danmark eller Sverige, er det Teslas Model Y, der indtager nyregistreringernes førsteplads. Dette gælder både for september alene, år-til-dato eller hele sidste år.

DK september 24, elandel

DK September 24, top 10

Videregivelse af data 

Videregivelse af tal og data fra artiklen må kun finde sted med kildehenvisning til:

Danske data: Bilstatistik.dk

Svenske data: Bilstatistik.se

Norske data: OFV.no